|
Skal man løfte noget stort er det lettest at løfte i flok, dette har elev- og studenterbevægelsen vist gang på gang når de studerendes vilkår har været truet. Elev og studenterbevægelsen er en betegnelse for de organisationer der repræsenterer de danske studerende. I 1960’erne begyndte de danske studerende for alvor at organisere sig, gymnasieeleverne i DGS, folkeskoleeleverne i LOE og diverse kursister i LAK. De universitetsstuderende samt lærerstuderende havde på dette tidspunkt allerede været organiserede i en del år. Elev- og studenterbevægelsen har gennem tiden oplevet mange kampe, både fra de politiske partier, men også intern strid har præget udviklingen i mange år.
I 1985 oplevede folkeskoleelevernes organisation en større udvandring af medlemmer, da socialdemokraterne valgte at starte DEO som et modspil til den kommunistiske tendens der var i LOE. Dette og andre interne stridigheder var i høj grad skyld i bevægelsens stagnering op gennem det meste af 1990’erne. I 1999 søsatte man kampagnen kaldet ”Nu er det nok” kampagnen som endnu engang samlede bevægelsen i store demonstration og fornyede gejsten for samarbejdet. Siden da er bevægelsen kun blevet stærkere, og medvirkede blandt andet til at vælte Ulla Tørnæs af pinden som undervisningsminister i 2004. I dag tæller elev- og studenterbevægelsen flere organisationer end nogensinde før, nyeste skud på stammen er SDS – Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende som blev stiftet i 2007. Vi, som studerende, står i denne tid stærkere end nogensiden før, og heldigvis for det! Med bl.a. De Konservatives forslag til SU-forringelser er det vigtigere end nogensinde at uddannelserne kan arbejde sammen, og sørge for at de studerendes interesser bliver varetaget på den bedst mulige måde. Så meld dig ind, og vær med at støtte kampen for de studerendes rettigheder og levevilkår. Organisationer i elev- og studenterbevægelsen: Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) Danske Skoleelever (DSE) Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) Lærerstuderendes Landskreds (LL) Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS) Danske Studerendes Fællesråd (DSF)
|