Herover sommeren har jeg kørt en del gange med DSB frem og tilbage mellem Århus og København. DSB er en af de ting i verden som langt de fleste mennesker har en holdning til – for ikke at sige at ALLE har en holdning til DSB. Pensionisterne synes de er for dyre – det gør en del studerende i øvrigt også, pendlerne synes de er dumme fordi skinnerne hverken kan tåle for meget kulde eller for meget varme, ja selv Nephew har en holdning til dem, selvom den ikke altid er lige gennemskuelig.

Men som sagt, en del ture er det blevet til, og noget af det som har gentaget sig er problemer, enten med spor eller tog.. Dette skal dog ikke være en klagesang eller opsang, eller nogen som helst anden sang, men en fortælling om den mellem- og medmenneskelighed som opstår, når vi alle synes at det er en lille smule frustrende at sidde fast og vide at man formentlig ikke når den date, det møde eller det tog man har sigtet efter.

Jeg har efterhånden vænnet mig til at DSB snøvler lidt i den, og selvom jeg synes det er træls at blive forsinket, kan jeg ikke rigtig hidse mig op over det længere. Det jeg dog synes er superfantastisk er at være vidne til den samhørighed som opstår inde i toget, når alt andet glipper.

Folk, og her mener jeg ikke bare de gamle ensomme damer, men alle folk, forretningsfolk, unge, sure og glade begynder ligeså stille at tale sammen. Det starter med en der sender en sarkastisk kommentar ud i plenum, da togføreren for 4. gang tager mikrofonen og lægger ud med ’dette er togføreren’.. Kommentaren denne dag lyder ca således; nej tænk engang – er det togføreren?!